powered by goodbeer.dk
1727 Ølanmeldelser
Side 1 af 173 : 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10
Nr:
Bryggeri / Øl
Dato
Farve / udseende: mørk gylden
Anmeldt af Paulaner
Krydret duft af nyslået græs og middel småboblet offwhite skum. Smagen er snarere Dortmunder end Helles, hvor humlingen i givet fald trods navnet er for kraftig til at falde ind under denne type. Som Dortmunder byder denne Willemoes Jubilæums Bryg 15 år på en lys karamel- og svag honningpræget let sødlig maltside, som så modsvares af en middelkraftig nuanceret bitteraromatisk humling. Ikke den største øl jeg har smagt, men den smager af noget og smager godt. Hertil virker den som brygget med omhu af gode råvarer og i god balance.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: brun
Anmeldt af Paulaner
Lyst brunt tæt svampet skum og mørk maltet duft. Smagen er velafbalanceret og er præget af mørk tørret frugt, mørk karamel, en mængde lækre gærtoner, ristede nødder og eg fra fadlagringen. Humlingen er primært aromatisk og danner en fin baggrund for maltens helstøbte lækre indtryk. Mundfølelsen er gærrund, meget fyldig og sødlig. Whisky oaked står der på etiketten. Jeg kunne ikke rigtigt fange whiskytonerne, men savnede dem ikke. Denne belgier er noget af det bedste, jeg har fået på Strong Ale fronten i flere år. Silkeblød men alligevel maskulin i sit udtryk, hvor alle elementer spiller lydefrit sammen i en fantastisk helhed.  Kan minde en del om Bernardus 12, men typen er ikke helt den samme.  
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: rav
Anmeldt af Paulaner
Er du Bock fan, så er dette den danske juleøl, som du skal satse på. Men Willemoes Jul 2019 var desværre hurtigt udsolgt i hele mit nabolag. Af type er Willemoes Jul 2019 mere en "karamelbock" end en "rugbrødsbock". Her er masser af flødekaramel, lys kandis og lyse rosiner. Ja, og den har i den grad procenter, men er man som mig til de hammerstærke juleøl, så er det her rent juleguld. Jeg lod flasken gå rundt mod slutningen af julefrokosten og den høstede masser af ros undervejs, selv om der tidligere havde været både øl og snaps i glassene. Rommen sætter også sit præg på Willemoes Jul 2019 og giver en god julestemning. Mundfølelsen er fyldig og sødlig uden at tippe over i decideret sød. Men alkoholen og humlingen, som er typetraditionel behersket og aromatisk, som det sig hør og bør i en Bock, sætter en fin kant til sødmen. Willemoes Jul 2019 ville helt sikkert have haft et fint lagringspotentiale, men her forpassede jeg desværre chancen ved kun at købe den ene flaske.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: mørk mahogni
Anmeldt af Paulaner
Willemoes Jul 2018 har beige skum og krydret duft af svesker. Smagen har gær, mørk karamel, kaffe og lidt chokolade. Men sveskerne fastholder hos mig stadig det primære smagsindtryk. Mundfylden er kraftig, og den i forvejen relativt beherskede sødme aftager lidt mod afslutningen, mens de andre indtryk passerer over smagsløgene. Humlingen giver et veltilpasset modspil til sødmen og falder også fint ind sammen med de øvrige indtryk. Øllet har ligget fra sidste jul, og det er min vurdering, at lagringen har afrundet Willemoes Jul 2018
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: rav
Anmeldt af Paulaner
Gunsmoak (ja det er rigtigt stavet) er en Røgøl med flere slags røgmalt og egespåner i bryggerkaret. Røgen spores klart i duften, mens smagen her tilsvarende har en kraftig "fedtet" røgtone af den slags, man forbinder med røget sild. En røgtone, der dog fader ud til middelstyrke og ikke hænger vedvarende som det er tilfældet med den kendte Schlenkerla fra Bamberg. Øllets karamelkrop mangler hos mig dog en smule i fyldighed til at afbalancerer røgens fedme.  De høje procenter skjules virkelig godt, og øllet virker velbrygget og udmærket i sine nuancer. Men (silde)røgtonen og dennes styrke stod ikke til mig.  
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: mørk gylden
Anmeldt af Paulaner
Meget svagt flygtigt hvidt skum og svag krydret humlet duft. Smagen virker lidt kraftløs med sin flade karbonisering og udtværede karamelnuancer i den sødlige og let til middelfyldige maltside. Humlingen trækker op, idet den fremstår både saftig og nuanceret, omend bitterheden lige er en tand for meget hos mig. Råvarerne virker sådan set udmærkede, men en nuanceret humling gør det ikke alene. Bad Elf 4.5% er den svageste i Elfserien, jeg hidtil har smagt. Men den smager af noget og virker velafbalanceret på egne præmisser. Bad Elf 4.5% er bedst til julefrokost, hvor bitterheden vil stå fint til de fede retter, og de lave procenter giver plads til en snaps eller to. Her vil jeg absolut foretrække den frem for Snebajeren.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: mørk gylden
Anmeldt af Paulaner
Flot højt offwhite skum og maltet sødlig let bolsjepræget duft. Smagen i Økologisk Øl Rug er maltpræget med aftryk af rug, korn, maltsukker og en anelse sirup. Humlingen som består af First Gold og Magnum og er let bitter men udflydende i nuancerne. Øllet er middelfyldigt, sødligt og meget blødt karboniseret. Ganske forfriskende med en Rugøl, der smager af denne kornsort, men noget stort sus giver den ikke. Dertil er nuancerne for udflydende.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: diset lys gylden
Anmeldt af Paulaner
Goedendag Sterk Blond har flot, flot hvidt stabilt skum og en kraftig lækker duft af gær, grape og citrus.  Det lover virkelig godt og løftet opfyldes til fulde i smagen, som har den samme kraft i sine indtryk. Hertil kommer en bitterhed af knust citronkærne i finalen, mens gærtonerne fra duften til gengæld her viger en del. Øllets krop bliver derved lettere, men intensiteten i de meget syrlige og særdeles friske udtryk slår alligevel massivt igennem, selv om et lille vandigt indtryk sniger sig ind imellem de øvrige. Friskheden er så absolut styrken i Goedendag Sterk Blond. En lidt anderledes Blond med smagsindtryk, der mere minder om en Triple, har en tilsvarende styrke og skjuler sine høje procenter fint.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: Gylden
Anmeldt af Paulaner
Duften er krydret og skummet højt og hvidt. Smagen er frugtig præget af melon, lys karamel og grape. Humlingen er let og blomsteraromatisk, mens den sædvanlige belgiske gærsmag her i Grimbergen Goud - som i øvrigt ofte i Grimbergen øllene - er meget svag. Alkoholen prikker noget og kunne med fordel være sænket med en procent. Ellers en udmærket belgisk Triple.

 

Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Farve / udseende: sortbrun
Anmeldt af Paulaner
Først et opstød. Denne Limfjordsporter er ikke lagret på eg men lagret med egestave i øllet. Forskellen er særdeles væsentlig, men Thisteds behændige billige genvej forplumrer og forvirrer i forhold de dyre belgiere, som vitterligt tilbringer rum tid på originale whisky, cognac og portvinsfade med påfølgende lækkert aftryk heraf. Direkte sammenlignet med den originale Limfjordsporter via to glas, så fandt vi i den lille ølklub ikke den store forskel ved skiftevis nip til det ene og andet. Der var ikke megen egesmag, men Porteren forekom lidt mere rund end den originale. De ekstra 0.3 % kan også afsætte et aftryk, men det skulle der lup for os til at finde i helheden. En god Porter bevares, men ikke bedre og særdeles lig med originalen. Har man smagt en af de pågældende belgiere, så kan man bedre forholde sig til forskellen i produktionsmetoden. Thisteds genvej kan godt gøre mig lidt gammelsur. Men her slipper man trods alt for den markante træolie/terpentinsmag, som er resultatet af samme metode i bryggeriets Skt. Nikolaus. 6 glas fra en ikke-porterfan i anerkendelse af Limfjordsporterens kvalitet, men også manglende personlige begejstring for dens lidt brutale smagsindtryk. Indtryk som dog og retfærdigvis tiltalte de fleste i klubben. Er du fan af den stærke kraftige porter, kan du roligt lægge et par glas til.
Anmeld Øl
Se anmeldelser af:
Side 1 af 173 : 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

I Databasen: 11327 Anmeldelser af 219034 øl fra 246 lande og 11988 bryggerier. Billeder: 85889


Hvis du ikke kan huske dit login, f.eks dit password, så kan du få dit brugernavn og passwordtilsendt via e-mail. Skriv den email adresse du brugte da du oprettede din profil:
email:

Bliv medlem af www.goodbeer.dk

www.goodbeer.dk er et online mødested for alle der elsker en god øl og gerne vil dele øloplevelsen med andre.
Et medlemskab er er gratis og alle kan oprette en profil, både de glade ølelskere, ølbryggere med mere.

Men for at det skal virke i praktis, er der nogle fælles regler som alle skal overholde.

For at kunne komme med inputs, af den ene eller anden art skal du lade dig registrere / oprette en profil som indeholder:

  • Dit navn: Kun synlig for webmaster
  • Din adresse: Kun synlig for andre brugere, hvis du giver din tilladelse.
  • Din email: Kun synlig for andre brugere, hvis du giver din tilladelse.
  • Personlig beskrivelse: Kun synlig for andre brugere
  • Det er kun dit brugernavn, der er synligt for alle.

Alle, der respektere den til en hver tid gældende husorden, kan melde sig ind, og skrive nye ølanmeldelser, nyheder, bruge ølforum'et osv. så snart at de har oprettet en profil og aktiveret den. ( for at kontrollere at email adressen findes udsendes der en aktiverings email med et link.

Der er ingen smag eller holdning der er bedre end andre, om du er til den ene eller anden type øl, har ingen betydning for medlemsskabet. Men vær saglig og skriv i et pænt sprog (så din mor vil være dig bekendt).

Nedlad ikke andres indlæg, men kom med din egen vurdering i stedet for.

Som medlem af sitet www.goodbeer.dk kan du have en af følgende statuser og dermed følgende muligheder

  • Guest: endnu ikke optaget medlem. Kan ikke komme med indlæg af nogen art.
  • User: Optaget medlem, kan skrive nye ølanmeldelser og nyheder, komme med indlæg i ølforum
  • Super: Kan det samme som en User + oprette bryggerier, øl og uploade billeder. Som super bruger kan du også rette i øl og bryggeri data som en anden bruger har oprettet, f.eks. tilføje nye billeder.
  • Master: Kan opgradere, eller degradere andre brugere, rette og slette indlæg der ikke lever op til denne her husorden.

Alle brugere (fra User til Master) kan rette i egne indlæg (ølanmeldelser, ølforum indlæg og nyheder)

Hvis du ønsker at skifte bruger level, så skriv en kort email om hvorfor.

Hver gang du kommer med et nyt indlæg får du tildelt nogle point, afhængig af din indsats:

  • Ny ølanmeldelse: 25 point.
  • Upload af et nyt billede: 25 point.
  • Nye øl eller bryggerier: 10 point.
  • Nyheder, indlæg i ølforum: 5 point.
  • Rettelser til ølanmeldelser, øl, bryggerier mm.: 5 point.

Goodbeer.dk forbeholder sig ret de af brugerne oprettede bryggerier, øl, billeder, anmeldelser mm. bl.a. fordi at goodbeer er en relations database og data kan ofte ikke fjernes uden at får indflydelse mange steder.

Goodbeer.dk forbeholder sig ret til at slette og redigere anmeldelser der strider imod denne husordens øvrige regler om sobert sprogbrug og/eller nedgørelse af andre anmeldere og/eller anmeldelser. Redigering og sletning af anmeldelser kan ellers kun blive foretage af den oprettende bruger, med mindre forhold som ovenfor beskrevet gør sig gældende.

Venlig hilsen

webmaster / Lars Jensen

10 Glas: Uha! Det er jo den øl, jeg vil kalde en perfekt øl. Vi taler altså om total nydelse - eller som Monrad og Rislund ville sige: "En oral orgasme!" Jeg har smagt øl, der kan få mig til at miste opmærksomheden med alt andet i en tid, for mine smagsløg stjæler den.

9 Glas: Giver jeg en øl der er over al forventning. Grænsene til det perfekte.

8 Glas: Gives til en meget god øl. Vi har fat i en med karakter og ånd. Den er mere end bare en øl. Den har en lille oplevelse med sig. Det er den man lige skal smage igen, FØR man sætter glasset ned. Her smiler jeg også gerne. Den køber jeg helt sikkert igen. Den skal andre prøve, for det er en øl efter min smag.

7 Glas: Gives for en der vil lidt mere. Den har karakter og ånd. Den har det der skal til, men kunne godt yde mere. Jeg vil med sikkerhed lade andre smage for at høre deres mening. Den får gerne et anerkendende nik.

6 Glas: Gives for en øl jeg godt vil smage igen. Den er ikke dårlig, men den savner spændingsmomenter. Det kan være en lidt kedelig øl, uden de store udfordringer, eller det kan være en øl, der faktisk ikke er god i helhedsindtrykket, men har gode momenter.

5 Glas: Gives for en øl, der falder igennem. Den vil jeg nok ikke investere i igen sådan lige foreløbig. Den er ok, og den skal ikke længere ned end 5, fordi det kan være min smag eller situationen, der fælder den - f.eks. hvis man har spist krydret mad eller lige har ædt en Piratos.

4 Glas: Gives en øl, der faktisk ikke smager godt. Den har bare et eller andet over sig, der gør, at den ikke dumper. Det kan være duft, smag, udseende el.lign. Jeg vil bestemt ikke anbefale en der får 4. Men selvfølgelig er smagsløg jo forskellige.

3 Glas: Gives til en øl, jeg kraftigt vil fraråde alle at købe. Det er mere end en skuffelse. Det er spild af penge i den grad. En øl der burde tages af markedet, da den er en skændsel.

2 Glas: Uha! Det er ikke godt. Her har jeg måtte stå af, spytte ud eller noget der er være.

0-1 Glas: Gives til en øl der ikke er der! Hvordan kan det lade sig gøre? Jo altså ud over dem man sidder og venter på forgæves, så er der faktisk øl på markedet, som koster noget, har kapsel på og kan drikkes, men bagefter er man i tvivl om det bare var et fatamorgana/en drøm. Nej den skinbarlige sandhed er at man er blevet snydt og har betalt for vand med alkohol!